99 / 190
96
næ sten altid Agitatorer, — det er sin e a teistisk e,
m oderne Racefæ ller.
I den Grad er Brandes racebunden , at skøn t
han forarges over, det ku n overflad isk er ly k
k ed es ham at paak listre os sin israelitisk e L iv s
an sku else, kan h an ikk e selv paa et en este P un k t
sætte sig ind i ikk esim itisk Tænke- og F ø le-
m aade, m en b edømm er ethvert Geni jød isk .
H an s natu rlige Kærlighed til jød isk Aand gør
ham saa b lind fo r denne, at h an fordømm er e n
hver, der kritiserer den, hvad en ten V edkom
m end e selv er Sem it (som Otto W ein ing er), delvis
Sem it (som R ich. W agner) eller a f fremm ed Race
(som S chopenhau er og Cham berlain ). At Goethe
var lig efrem Antisem it, v il Brandes en ten skju le,
« lier han ved ikk e B esk ed derom .
T il Gengæld roser Brandes enhver lib eral
Jøde-F orfatter, selv om denn e er gan ske talen tløs,
lig eled es enhv er jød even lig P erson ligh ed , til Ek s.
Clemenceau,
om hvem han har skrevet en lang,
ud elukk end e beund rend e A fhandling. C lem en
ceau var D rey fu s’ Forsvarer, og a lle de E g en
skaber, som i B randes’ Øjne er de største og over-
gaar de kun stn erisk e, tillægges denne ju st ikk e
forn em ttæ nk end e M inisterpræ sident: E vn en til at
im ponere Masserne, til at b eh ersk e Sam fund et og
m ed kold Foragt betragte L ivet og M enneskene.
B randes’ talrige E ssa y s om Jøder og jød isk
Journa listik er en uafbrudt Apologi for den se
m itisk e Aand.