94 / 190
91
ser. Den, hv is T ank eliv er rigt, ser U tilstræ kk e
ligh ed en ved det Behag, den m a terielle Kultur
skænker, og kan b live Herre over F o rfæ ng eligh ed
som over Skæbnen; en u fravristelig L ykk e aabner
sig for ham i det ophøjede, i L ø sriv elsen fra det
øjeb likk elige og san selige og i H eng ivelsen til en
højere, uk end t Vilje.
Maeterlinck havd e endnu ikk e sit fu ld e V er
densry, da Brandes skrev om ham ; derfor faar
han ikk e den Ros a f at være en saa stor D igter,
som Brandes nødvend igvis m aa ^de
Dostojewski.
Men saasnart han har ud talt d isse an erkendende
Ord, har han kun N ed rakn ing tilovers.
D o stojew sk is Værker, Breve og han s B iografi
vidner om , at han s Væ sen i a llerhøjeste Grad var
baaret a f Kærlighed til og M ed lidenhed for andre.
Han, hv is P roduk tion v iser os, at otte Aars leg em
lige og aandelige L idelser som u sk y ld ig T u g thu s-
fange i et sib irisk Fængsel ikk e nedbrød han s
L ivskraft, m en tværtim od gav ham en Sindets
Munterhed, gøres a f Brandes til en ikk e b lo t pa to
logisk , m en forb ryderisk Natur, og han s D igtn ing
til et Ud slag a f Sygdom .
Naar Jøden Lom b roso m en te at kunn e gøre
alle Genier til sind ssyg e Væsener, nøjes Brandes
m ed kun at gøre de ham u sym pa tisk e og helt
u forstaaelige F orfattere patologiske.
Forfatteren til Kunstværker, der, skøn t skrevne
fo r 40— 65 Aar tilbage, ved deres V irkelighed s
op fa ttelse fø rst nu syn es at kunn e tilegn es a f