90 / 190
87
derjahre«, der ligefrem er en kristelig Opdragel
sesbog, og til O ld ingens ophøjede, religiøse D igte
(»Proæm ion«, »E ins und A lles«, »V erm ächtnis«),
lærer vi at kend e den dybeste, religiøse Aand
bland t alle m oderne D igtere.
Dette er den Goethe, om hvem Brandes u d
taler, at han gaar ud enom det religiøse i sine
Romaner, og om hv em han m ed sin sædvanlige
Im pertin en s erklærer: »Os er Goethe især saa
dyrebar, ford i vi ikk e anerkender Magter u d en
fo r eller over Naturen, og ford i Goethe er den
store, den sande, Kampen afgørende Ind sigelse
m od al Overnaturlighed«.1
Det nytted e lid et Goethe, at han skrev: »Ich
en thalte m ich aller T h eiln ahm e an Juden und
Jud engeno ssen« .2 De liberale Jøder sku ld e vel
vide at finde ham og efter han s D ød gøre ham
til deres Bytte, saa at han til Ek s. a f Brandes
kund e introduceres for de D an ske som en fri
Aand.
I V irkeligheden hader Brandes Goethe, som
han hader det religiøse. Bag alle B randes’ i det
alm indelige ho ld te Lovprisn inger over Goethe som
Verdensaand og H edn ing v il vi finde, at hvor han
ikk e kan paa lyve Goethe sine liberal jød isk e An
skuelser, søger han at gøre Goethe fordægtig og
at rive Glorien af ham .
Brandes ikk e blot stiller H eine over Goethe,
1 Bd. I (Goethe og Danmark), p. 306.
2 Til Willemer 17—7—1817.