93 / 190
90
betegner han n em lig P o e, W ild e og W h itm ann .1
Men de lader sig dog paa in tet P u n k t forvand le
til Propagandanum re fo r nogen lib era l-jød isk An
sku else. Naar Brandes giver sig i Lag m ed dem ,
rigtignok kun paa gan ske fa a Sider, kan dette
kun fork lares ud fra Ønsket om ikk e at staa helt
b lank i B edømm elsen a f de større Genier, en lig
nend e Grund m aa have frem ka ld t han s Artikler
om Goethe, h an s m ere end tarvelige A fhand linger
om F laub ert og Zola og han s Bog om Shakespeare.
Maeterlinck
karak teriseres som den, der vender
sig »mod de m oderne D igtere, der har fo rsøg t at
p aavise en Art Naturretfærd ighed«, og det hedder,
at »han bekæm per den F u ldk omm engø relse af
P erson ligh ed en , der sku ld e b estaa i en U nd er
trykk else a f altfor v o ld som Attraa efter Æ rgerrig
hed, Stolthed, Forfængeligh ed , N yd elsesly st, m ed
andre Ord a f den Grund-L ivskraft i os, der er
Ophav til vort højere L iv«.
I d isse vidunderlig k lartform ede Sæ tninger er
sagt netop det m od sa tte a f det, M aeterlinck vil.
Hans filo so fisk e Skrifter gaar akkurat ud paa at
v ise N aturretfæ rd igh eden s E k sisten s, idet h an ene
h en fører L yk k en til den sjæ lelige T ilstand , hvor
Skæbnen ikk e kan ramm e os. I T ank en s Verden
er v i ikk e længer afhængige a f det endelige og
sk iftend e, derfor hæ ved e op over alle T ilsk ik k e l
1 Det var Rudolph Schmidt og P. A. Rosenberg, der i
Firserne indførte Whitmann, ikke blot i Danmark, men
i Europa.