97 / 190
94
sehe sam tid igt ogsaa i T a in e besad en ald rig set
litterær Ven, var Brandes den fø rste, der ved
sin e Forelæ sn inger over N ietzsch e o ffen tlig t h e n
led te Opmæ rk som heden paa den store D igter
filosof.
L idet aned e B randes, det var et Geni, han
talte om . Naar h an tog sig af N ietzsch e, siger
han selv, skete dette »for at m arkere den n y T e n
dens, som jeg selv har søgt at ud v ik le i nord isk
Aand sliv«.1 N ietzsch e var ham en n y Straam and.
D en om talte T end en s — D y rk elsen a f det store
M enneske — kund e Brandes ellers hav e fu nd et i
de a f ham foragtede Rom an tikeres G eniforgudelse.
Saaledes som N ietzsch e im id lertid ud v ik led e Be-
Begrebet Overm enneske, m aatte dette ganske
skræmm e Georg Brandes. D enn e har da ogsaa
tilstaaet, at N ietzsch es Skrifter ikk e har befrugtet
ham .2 Og mere betaget var han h eller ikk e, d en
gang han i 1886 noterede i sin Dagbog, at »N ietz
sche, en b etyd elig Mand, har send t en ikk e umæ r
kelig Bog (vistnok »M ensch liches A llzum en sch
lich es« .3
H vorled es sku ld e det ogsaa være m u lig t fo r
Brandes at forstaa og at anerkende det gen iale i
N ietzsche! Ikk e b lo t var N ietzsch e oprindelig
D iscip el af Schop enhau er og W agner — Genier,
Brandes aldrig har b eskæ ftiget sig m ed , — m en
1 Essays 1889 (Nietzsche).
2 Levned II, p. 230.
3 Levned III, p. 176.