95 / 190
92
V estevropa, anerkendes vel som b etyd elig D igter
m en betegnes allig evel som »ikke Kunstner«.
Hvorfor? Sikkert ford i D o sto jew sk i er Kristen;
vedkender sig en dyb Synd sb evid sth ed og skriver
om sig selv: »Jeg er en slet Karakter, dog ikk e
altid«. D enne S elv erk end else er det m aa sk e, som
giver Brandes An ledn ing til at kalde h an s Ansigt
»et Fo rb ryd eraa syn« , han s Væ sen » lid en sk ab e
ligt«, »m isund eligt«, »ærgerrigt«, »med L id enh ed
i Sjælen« og »Anfald af Lavh ed«. D o sto jew sk is
U selv iskh ed fork lares som ud sp rungen a f »Paria
m oral«. Han s F ø lelsesliv kaldes for »typisk kri
steligt«, og i F o rb ind else h erm ed sæ ttes han s
E p ilep si og B esk y ldn ing for una tu rlig t San seliv
og pervers Nervøsitet. »Alle D o sto jew sk is P er
soner«, hedder det m ed Forargelse, »er F o rb r y
dere eller Syge og Syndere, der betragter A ttraaen
efter L ivet som væ rende af det ond e lig esom dets
F orfatter«. Kort sagt: D o sto jew sk i er efter B ran
d es’ Opfattelse, som han skriver til N ietzsche: »ein
ab sch eu lich er Kerl; ganz k ristlich in sein em Ge
fü h lsleb en und zugleich ganz sadique. All seine
Moral ist, w a s Sie Sk lavenm ora l getau ft h a
ben«.1
Fra hv em ha r Brandes sin e Op lysn inger?
Ikk e fra D o sto jew sk is B iografier, ikk e fra han s
Værker, m en fra sit eget desperate K ristenhad.
At D o sto jew sk i er ægte typ isk R u sser, gør
han s Væ sen sygt i Brandes’ Ø jne, bortset fra, at
1 Nietzsches gesammelte Briefe III, Bd. 1, p. 319.