91 / 190
88
m en vrænger af Goethe saa snart han har ud ta lt
sin dybe B eundring fo r ham . Han iron iserer over
Goethebeundringen i T y sk land c. 1830, skøn t den
nu er langt større, og kalder den overdreven. Som
h in T ids liberale Jøde Börne, nærer han , m en
skju lt, et sand t Goethehad; fa stslaa r overlegen t, at
Goethes Aand tilhører det attende A arhund red e
og »giver dettes Ide og F ø le lse sliv det m est fu ld
tonende Udtryk«, sam t at vi »nutildags ser h an s
Evn ers B egrænsning«.1 Han skriver Artikler som
»Manglerne ved Goethes R om an stil«, h an erk læ
rer Goethes Opfattelse af An tiken for at være
ganske ty sk o g »Iphigenie« for ty sk sædelig og
ugræ sk«.2 Han glæder sig ved genn em Goethe-
fjenders Udtalelser at laste Goethe, idet h an vid t
og bredt citerer af M enzels, Börn es og K ierke
gaards Angreb paa D igteren.
B randes’ Had til Goethe er M iddelm aad ighe-
dens og Talen tets evige Had til Geniet. D et b r in
ger i E rindring S chopenhau ers U d talelse, at kun
tvungen t og gennem Autoriteter (B erømm elsen ,
T idens D om etc.) lader den ind sk rænk ed e L itterat
Geniets Værker gælde; i V irkelighed en m ishag er
og ærgrer de ham ; de gør jo han s egen V irk som
h ed overflødig og fordrer en An spændelse af E v
ner og Kræfter, som han ikk e besidder.
T ilstaa dette sit Had vil Talen tet ikk e, især
1 Bd. I, p. 266.
2 »Emigrantlitteraturen« og »Det unge Tyskland,« 1890,
p. 45.