89 / 190
86
F o rvan skn ing en a f Goethe viser sig ikk e blot
i d isse Smaating, m en i hele det Lys, hvori
Goethe stilles. H an gøres ved a lle Lejligheder
til den store, irreligiøse Hedn ing. Goethe, der i
en kortere P eriode a f sit L iv var ab so lu t k r isten
fjend sk og altid en Hader a f Dogm er, er h ele sit
L iv igenn em religiøs. H an var saa stærkt troende
paa et L iv efter D ød en og paa en led end e Magt,
at han a f den Grund fand t det gud sbespottend e
at sku lle tro paa D ogm a tik en s partisk e Gud. Han
m en te ikk e, at vi kund e vid e noget om Guds Væsen,
og han nøjedes m ed kun at ane Gud. Atter og
atter hører vi ham ud tale, at han ikk e kan værge
sig for den Forestilling , at en Ide ligger til Grund
fo r det Hele, og at den ind iv idu elle Sjæl er u d ø
d elig.1 Goethe, der som yngre an tog en tid ligere
T ilvæ relse, som æ ldre havd e den dyb este Æ re
frygt endog fo r alle po sitive T rosb ek end elser, b e
varede til alle T ider en u rokk elig Tro paa s ty
rende Magter. H an s klare Aand fo rbød h am vel
at fo rdyb e sig vid ere i Stud iet a f Gud og det H in
sides. Han m en te, vi kund e allig ev el ikk e, m ed
vor ind skrænkede, aand elige H orison t, erkende
saa langt overlegne, aand elige Magter. Ikk e blot
i Goethes hund red er a f direkte U d talelser, ogsaa i
han s Værker fra »Werther« og »Fau st«, der fr e l
ses ved sin Stræben, til »Lehrjahre«, hvo ri der
sk ildres en religiøs Sjæ ls Bekendelser, og »Wan-
1 Gespräche, III, p. 62, 63; IV, p. 294; V, p. 33, 74; VII,
p. 5, 149. Brev til Zelter 19.—3.—1827.