87 / 190
84
sunget H avet.1 Han siger dette fo r alen e at give
sin Racefæ lle H eine Æ ren af at være den fø rste
Sk ildrer a f H avet i ty sk Sprog. Im id lertid har
ingen ty sk D igter, m aa sk e ingen and en D igter
overhoved et, v ist sig saa m od tagelig fo r Ind tryk
af Vandet i a lle dets v ek slend e Sk ikk elser som
netop Goethe.2 R igest har det dog sat han s F o re
stillinger i Bevæ gelse, naar det vandrer som
K ilde, F lod , V and fald og Ocean h en over Jor
den. Goethe har gengivet S torm en paa H avet
(»S eefah rt« ), dets spejlglatte F lad e (»Meeres
S tille), Søen s dragende Magt (»Der F isch er« ).
H avet i alle dets Stemninger, i dets Ubændighed ,
dets Ro, dets U endeligh ed har h an m a let i »Faust«
(Vers 255— 63; V. 6239— 49; V. 10212— 10234).
F o rførend e skildrer M efistofeles H avets F lo ra og
det D yreliv, som rører sig under de lyseg rønn e
Bølger (V. 6006— 25); ogsaa i »Prom eteus« aabn es
fo r Havets indre Bolig. Oceanet danner den la r
m end e Bagrund fo r »D ie na tü rlich e Toch ter«; a f
slu ttes H orison ten i »Pandora« er Sceneriet for
»Reise der Söhne M egraprazons«, og det oplader
sig for F au st som en V ision i A ften solen s Skin
»mit erw ärm ten Bu sen«.
Særligt har Goethe elsk et Syd en s Hav. T il
M iddelhavet føres vi i »A lexis und Dora«; dets
K larhed og festlige Stilhed m aler han i to L injer
i »Nausikaa«:
1 Bd. 6, p. 457.
2 Se min »Goethes Naturfølelsec 1909, p. 185—97.