83 / 190
80
H v ilk en L ejlighed til engang at optræde som
P syk o lo g og L itteraturkritiker har Brandes ikk e
her ladet und slipp e sig! E ller b lo t han idetm ind -
ste havd e tiet
0111
Shakesp eare. Hører der endelig
m egen Skarpsind til at genfinde Son etternes Sh ak e
speare i Ungdom sd igtet »Venus og Adonis«, hvor
Shakespeare m ed Ungdomm en s F rim od igh ed og
Aabenhed tolker sin Begejstring for det m and lige
L egem es og den m and lige Sjæls Skønhed?
F ø rst i Sku esp illen e gives der Læ seren Gaader
at gætte, An ledn ing til E ftertank e, saaled es i »As
y ou lik e it« dog allerm est i H am letsk ikk elsen . I
K ongesønnen , der hyk ler overfor Verden og lider
ved at være elsk et af en Kvinde (O felia), har
Shakesp eare m aa sk e igen givet os N øg len til For-
staa elsen a f sin Natur.
S takkels Brandes! Med sarkastisk O verlegen
hed i Gebærder, m en uend elig t en fold igere end de
Kritikere, han sigter til, ud taler han i An ledning
a f sin F o rto lkn ing af Sonetterne: »De F leste er
a ltfor dumm e til at kunn e læ se, altfor stum p e til
at kunn e forstaa, altfor sløv e til at fø le m ed de
L idelser, de erfare, og altfor tilbøjelige til endog
i Shakespeares Vers og R im kun at fmde Kling-
klang, som det hører til D ann elsen at k end e.1
Hvor lig egy ld ig efter denne B rand es’ B lottelse
at erfare, at han s Shakespeare-Værk ogsaa ellers
m angler enhver kritisk Selvstænd ighed, at det,
som A lfred Ip sen har paavist, »tillid sfu ld t fø l-
1 »Essays« 1889, p. 282.