GeorgeBrandes

— >da Du forbi mig vandrer,

knapt hilsende med Øjets Straaleskær«.

D er er i d isse Son etter ikk e U d tryk fo r B e 

sidd elsen s L yk k e m en v el fo r U nd erk a stelsen s

Vellyst:

>Jeg kan kun trofast som din Slave lyde,

til Stund og Time jeg dig rede staar,

og jeg har ingen kostbar Tid at yde

ej Dont at øve, før dit Bud jeg faar.

Ej tør jeg paa den sene Time klage,

imens paa Urets Gang jeg giver Agt,

ej tro det tungt at blive ladt tilbage,

naar til din Tjener Du Farvel har sagt.«

Her er Ord for Sk insygen:

»Og ikke tør jeg skinsyg gruble paa

hvad Daad Du øver og paa hvilke Steder«

— for Smærten ved at elsk e uigengæ ldt:

»Med Lovens Ret kan Du forlade mig,

jeg har ej Krav paa Kærlighed fra dig.«

»Min egen Kærlighed min Uro volder

og det er den som røver mig min Fred.«

»Og tung som Døden er den Lod at friste

at eje, hvad man frygter for at miste.«

Shakespeares L id en skab er saa grænseløs stor,

»Du er for mig, hvad Føden er for Livet« —

at V ennen s Uret og Kulde kun øger den, og han

vil, at ved Bruddet skal B ag ta lelsen ene rettes

m od ham :