73 / 190
70
skal det dog glimre længe, førend han b emæ r
ker det, og ser han det, forstaar han b lo t at
gøre Markskrigerarbejdet fo r det. Brandes har
derfor endnu m ind re vejret, hvor et stort Geni var
i A n m a r s c h ; th i N ietzsch e anerkend te han i
sin e fø rste E ssa y ikk e netop som Geni; han skrev
sm uk t om h am som om Snese andre ty sk e F o r
fattere, der ogsaa genn em Aar havd e tilsend t ham
deres Værker.
Overfor Ib sen var h eller ikk e han s Sporsans
stæ rkt udv ik let. Og Ibsen, som ud en Und tagelse
stilled e sig elskvæ rd igt v illigt overfor a l l e Kri
tikere, der tog sig a f han s D igtning, har i langt
højere Ton er rost H offory, H enrik Jæger, P a s
sarge, især dog Valfred V asen iu s. H an skriver
om sid stnæ vn te sv en sk e Kritiker: »Ingen kender
m it L iv og m in litterære V irk som h ed saa godt
som h a n « 1 og til Vasen iu s selv:»Saameget kan
jeg sige, at aldrig kund e jegøn sk e m in eVærker
og m ig selv en bedre Advokat, end jeg har fund et
i Dem . Alt hvad D e ud taler om m in e In ten tioner,
om den ledende Grundtanke i de fo rsk ellige Ar
bejder, om Karaktererne og disses S tilling til h v er
andre indbyrd es; dette og m eget mere er netop,
hvad jeg h e lst a f alt øn sk ede sku ld e b live o ffen tlig
frem kald t og paav ist«.2
L ignende Ord fra Ib sen s Mund traf aldrig
B randes’ Artikler, skøn t de to første af d isse
1 Brev til Passarge 22—12—81.
2 Brev til Vasenius 20—3—80.