71 / 190
68
ska l grundlægges paa K und skaben s og paa Kor
sets Træ tilsamm en«.
Gøres Ibsen af Brandes stundom til Kristen,
saa gøres han dog endnu oftere til Forkæm p er
for A teism en, skøn t det sku ld e sy.nes um u lig t for
D igteren sam tid igt at ind tage begge S tandpunk
ter. Ib sen er im id lertid ingen af D elene; derim od
er han b estem t Modstander af B rand es’ fri Tanke.
Ib sen er Sk y ld fø lelsen s P syk o lo g lige fra
»Peer Gynt« til »Naar vi Døde vaagner«. Han
har den strengeste O verbevisning om , at F r i
h eden s Vej er, hvad han kalder »N ødv end igh e
dens Vej«. D et er d e n , der fører Julian , R e
bekka, A llmers, Rosiner, Gregers W erle og John
Gabriel Borkm ann gennem F o rb læ nd else eller
F orhæ rd else til smæ rtelig E rk end else — ja, det
er ad denne Vej, næ sten alle han s Sk ikk elser
vandrer, hvad en ten de slu tter m ed at k n u ses u n
der den fo r sent ind traadte Fo rstaaelse a f deres
U frihed, eller genn em denn e F o rstaaelse vinder
frem til den »glade Skyld frihed«.
D et er denne E rk end else, Ib sen døber »For
vand lingen s Lov« og som er den M enneskeaan -
dens Revoltering, han haaber paa. Naar i »Ep i
logen« P ro fessor Rudbeck indser, at han har fo r
søm t E lsk ov en for L ivet i Kunsten, tilstaar han
dog sam tidigt, at han in tet Valg havde; han var
Kunstner og m aatte derfor nødv end igv is fø lge sit
Kald.