67 / 190
64
pede fo r Skand inavism en s Ide, tilraab te endda i
en Tale i 1865 Dan skerne: »Ryd ud ved h ele
Ed ers Maade at leve, tænke og være paa — det
Parti i Eders Land, som fø ler sig draget nedover
m od Syd — som om det dér havd e sit Fæ d re
land, sit S tamm eland«.
Ib sen naaed e altsaa aldrig saa vid t som B ran
des, der fra gan ske un g a f hævede sig op over
alle Racer — ud i egen Indbildning.
O g a l l e I b s e n s M a n d s - o g K v i n d e
s k i k k e l s e r e r g e n n e m f ø r t n o r d i s k
g e r m a n s k e . H vorledes sku ld e det være a n
derledes? De er jo ikk e Æ ventyrfigurer. Brandes
har h eller ikk e B lik fo r dette.
Han erklærer frem d eles, at Ib sen har en sted se
stigende Tro paa Kvinden. Ja, m en slet ikk e, som
Brandes, Æ gteskab shad eren , m en er det. Det er
ikk e som »fri Aand« eller som em ancip eret
eller som so cia l S temm erelsfrøk en , at Ib sen vu r
derer Kvinden. Tværtim od. D et er ene som de
ejegode Mødre, de offervillige Væsner, han lovp ri
ser dem . Han siger dette direkte i en Tale i S tock
ho lm i K vindernes Foren ing, og alle han s S tykker
forherliger Æ gteskabet og i Æ gteskabet ikk e det
erotiske, m en det sjæ lelige Samm enhold m ellem
Kønnene. Modsat den rom an ske og orien ta lsk e
Opfattelse af Kvinden som det dekorative Køn, som
d en æggende E lsk erind e, der er en F est for San
serne, v il Ib sen grunde F orho ld et m ellem Mand og