62 / 190
finder lid et eller in tet at lad e Øjet dvæ le v ed« .1
E ller det hedd er ho s h am om denn e sjæ ldne Ge
niernes Tid, at R om an tik en er »en sygelig O phob
n ing a f Rædsler, af Nat og D rømm e, en gloende
Ovn, i h v ilk en F rih ed en ud efter kvaltes, og enhv er
Ret ud efter dræbtes«.2
N etop ud en T end en s, derfor dens Kunst saa
fu ldkomm en ; netop ikk e »udefter«, og desuagtet
var R om an tik ern e ikk e D rømm ere, naar det gjaldt
K ampen fo r Arne og H jem . D et v iste F r ih ed s
krigen 1813.
Gaar v i over til U nd ersøg else a f den B eh an d
ling, Brandes giver de enk elte Genier, lig em eg et
hv ilk et T id srum d isse tilhører, saa v il v i opdage,
at han kun serverer dem som Skueretter. V i faar
h ele det ydre Apparat ud en om Geniet, Sk ild ring
a f B erømm elsen det nyder, S en sa tion en det væ k
ker og Referat a f dets ero tisk e Oplevelser; S j æ
l e n derim od er fjærnet. I Stedet skratter Georg
B rand es’ lib era l-sem itisk e Røst.
Kun een Gang har Brandes fo rfa ttet en Bog
om en stor m od ern e D igter, og ogsaa dette E ssa y
er tre samm enk itted e Avisartikler:
Henrik Ibsen.
— H enrik Ib sen har Brandes erklæret, at h an som
Skand inav forstaar bedre end andre K ritikere.3
A lligevel vurderer han i sin fø rste Artikel om Ib
sen ikk e denn e ret højt, skøn t Ib sen da var 40 Aar
1 Naturalismen i England 1876, Slutning.
Romantiken i Tyskland, 1873, p. 247 og andetsteds.
3 G. Brandes: Henrik Ibsen 1906 (Die Literatur), p. 51.
59