59 / 190
56
end nok saa ringe N y tte« .1 D ette er saa herligt
dem ok ratisk som vel muligt; lad os b lo t a l l e
b live Kunstnere, og a lle kan de nu b liv e det, og
bedre end en Tegnér, O eh len sch låger, B y ron og
Goethe, thi »R om an tiken er noget, som vi nu kun
gennem Erindringen s Anstrængelse kan fo rstaa« .2
Vi længes efter at erfare, hv ilk e de Genier kan
være, som har skab t sig et evigt Ry ved i deres
Værker at søge det nyttige, ak tu elle, po litisk e og
sociale? D eres Navne m aa natu rligvis være saa
im ponerend e, at v i Dan skere ikk e kan gøre os
Haab om at frem b ringe D igtere m ed tilsvarende
store Maal!
Brandes beretter: »Saaledes sæ tter George
Sand Æ gteskabet under Debat, Voltaire, F euer-
bach og Byron R eligionen , P roud ’h on E jend om
m en , D um as fils F o rho ld et m ellem de to Køn og
Augier Sam fu nd sfo rho ld en e«.
B land t V erd enslitteraturens flere hund red e
Genier ved Brandes ku n at næ vn e d isse syv
Navne som B eviser fo r sin hasarderede Teori! Og
af d isse syv »Digtere« er F eu erba ch en foræ ldet
R elig ion sfilo so f, P roud ’h on en lig esaa foræ ldet So
cia løk on om og alene
Byron
— et poetisk Geni.
Byron , som , desværre for Brandes, var,
0111
nogen
var det, en Rom an tiker i sit L iv som i sin D igt
ning. Og denne D igtn ing er m ind st af alt ak tu el
eller nyttig; den foregaar i fjærne T ider og Lande.
1 Kritiker og Portræter 1870, p. 234.
2 Kritiker og Portræter 1870, p. 234.