54 / 190
I Løbet af H a lvfjerd serne ind saa alle de nordiske
D igtere, at det gik ikke længer m ed en D igtning
paa Grundlag a f den augsburgske Konfession. —
Hvorom alting er: Angreb paa de bestaaende F o r
domm e og F o rsva ret for de bestaaende In stitu
tioner truer fo r T id en m ed at synke ned i samme
Korrekthed og H verdagsagtighed«.1
Ogsaa In troduk tion en af N ietzsche, som nyt
»Grundlag« at digte paa, m islykk edes, m indre vel,
fordi Brandes in tet begreb af det centrale i N ietz-
sches F ilo so fi, end ford i en Kunstner kun kan in
spireres af sine egne Iagttagelser og Oplevelser,
aldrig a f Doktriner, Bøger eller Reformer.
Det Samm en surium af Polem ik , Politik, R eli
gion shad, Referater og Interview s, som udgør
langt det m este af B randes’ sam lede Skrifter og er
udgivet som »p sykologisk Kritik«, rummer ikke
mere F risind end det, vi træffer hos snevertsynede
P ietister, saa kraftigt er det koloreret og klem t
ned a f han s L ivssyn .
Men de fø lgend e Kapitler vil desforuden vise,
at B randes’ Kritik er ganske uden Redelighed, at
T itlerne paa han s A fhandlinger er, som Program
met for han s Forelæ sninger: — de lover noget helt
andet end det Indholdet giver. Og i den Grad er
han s Overskrifter, lige som Værkerne selv, ofte
Forvirring, M odsigelser og Forfalskninger, at det
nærmest synes, som Brandes havde sat sig til L ivs
51
1 Essays. 1889, p. 242.
4*