51 / 190
48
af Præ sterne, derfor kund e han lettere forfatte
J a n sen ism en s H istorie.
Brandes derim od, der a ltid er sub jek tiv, fa n a
tisk tend en tiøs og en F jend e a f ikk e b lo t a lle k ir
kelige, m en alle relig iø se Bevægelser, paatager sig
at skildre ikk e b lo t sin egen R aces Talen ter, m en
alle F o lk eslag s L itteratur. Han s Kritik v il være
verd en som spæ nd ende, være »evropæ isk«, som J u
les Lem åitre spo ttend e har ka ld t den ,1 ja den vil
endog om fa tte religiøse Geniers H istorie (K ierke
gaard) .
De tre fø lgend e Kritikere, B randes ka ld er sine
Lærere, havd e paa det T id spunk t, da B randes in
troducerede dem , desværre A n sku elser gan ske
m od sat dem , Brandes tillægger dem .
Taines
F o r
tjen este er P aav isn ing en af A fstam n ing en s og Om
giv elsern es uhyre Ind flyd else paa den m en n esk e
lige Natur; han s Lære ud elukk er enhver F rihed .
I sin D ok tord ispu tats om T a in e erklærer Brandes,
at han ikk e delte T a in es Anskuelser. Men hvad
har han da lært a f ham ? T h i Taine, lig esom kort
forind en ogsaa St. Beuve, saa i 1870 Kulturens
F rem gang i B ekæm p elsen af alle R evo lu tion en s
Ideer, hævdede, at T rad ition , K ristendom (især
Protestan tism e) og a lle Autoriteter var en L ykk e
og N ødvend igh ed for et F o lk . Og
Stuart Mili
havd e forlad t sin Velfæ rdsm oral, den Brandes
kun oversatte, ford i han deri fand t noget, der
stem te overen s m ed de jød isk d em ok ra tisk e N y t
1 Revue de deux mondes 1893.