50 / 190
47
K om pagn iskab til H jæ lp. Han vil ikk e forstaa, at
en Kunst, der ikk e er stedbund en og ikk e gror ud
af T rad ition , og som po litisk tager Parti, ald rig
kan b live andet end Jou rna listik . S lu ttelig har det
ogsaa været ham ligegyld igt, hvad der kom ud a f
han s F rihed sprogram , b lot han fik F rih ed fo r sig.
D ek lam ation ern e om den fri T ank e k lang im id
lertid som en F an fa re, der tilsyn elad end e ka ld te
paa U ngdomm en s In telligen s. H vem v ild e ikk e
være fri? Brandes vid ste d esuden , at han m ød te,
— som nogle Aar i F o rv ejen F jen d en syd fra , —
et uforberedt F o lk , der var let at besejre. H an
kunde desuden regne paa D an sk ern es U van th ed
i Tæ nkn ing og U gid eligh ed ved at kon tro llere
han s Ord-
Da Brandes desuden paaberaabte sig
St. Beuve,
Taine, Renan
og
Stuart Mili
som sine filo so fisk e
og kritiske Lærere, var P ub lik um a ld eles b e ro li
get og imponeret.
At Brandes i ingen H en seend e var E lev a f
d isse sin Ungdom s store, sam tid ige Kritikere, at
han s (4) f r i K r i t i k atter kun var jød isk Kri
tik, og at Kunsten fo r ham m ind st a f alt var Kunst
for Kunstens Skyld , det ind saa vi kun sen t og
langsom t.
St. Beuve’s
Syn paa T ilvæ relsen var na tu r
vid en skabeligt, ob jek tivt uh ild et. D erfor kund e
han skildre de forsk elligste fran sk e Aander; til
lige var St. Beuve religiøst interesseret og en Ven