52 / 190
49
teprinciper. I sin »Theism e« havd e M iil n ed
lagt sin O verbevisn ing om højere Magters E k s i
stens.
Renan
endelig, den a ltid po etisk og reli
giøst bevægede, ald rig v id en sk ab elige Aand, —
A n tisem iten R enan krævede i 1870 ob liga to risk
M ilitærtjeneste, Adelen s Genoprettelse, alle A u to
riteters N ødvend ighed , og v iste sig som en ab so
lu t F jend e a f F o lk esty ret.
D et var a ltsaa ikk e sin e saakald te Lærere, hv is
fine Navne sku ld e blænde P ub likum , m en sin N a
turs egne d espo tisk e In stink ter, Brandes fu lg te
som Kritiker; dette viste sig ogsaa i h an s Op fattelse
af Kunsten. Brandes tilstaar i 1901 naivt, at han
gjorde L itteraturen i D anm ark efter 1870 »til en
T jener a f den po lem isk e Frigjørelse fra Au tori
teter« og »til en R evolte m od R elig ion en« .1
Han overhører gan ske Sandh eden i H erm an
Bangs Ord, at det er L itteraturen, der skriver
Æ stetiken og ikk e om vend t, og at K ritiken er Ge
niernes T jener og Raadgiver, aldrig Lovgiver.2
Brandes derim od m ener, at en L itteratur a f Værdi
skal skabes og ledes a f en Kritiker, skøn t K end
skab til Ku lturh istorien burde overbevise ham
om , at det m odsatte a ltid er T ilfæ ldet.
E n profetisk og digterisk Natur kan vækk e
P roduk tionen til L ive i en O eh len sch låger; m en
en v illet Kritik, der endda fordrer, at Kunsten
1 Bd. 15. (Artiklen »Dansk Litteratur efter 1870«).
2 Herman Bang: »Realisme« 1879, p. 75.
K
Simonsen : Georg Brandes.
4