49 / 190
46
Brud m ed Slægt, Race og Stamm e; en d sk øn t vore
In stink ter saavel som vore Tanker, — vor V ilje,
saavel som vor Kunst, kun ud fo ld er sig i T ilk n y t
n ing til Fortiden . A f den suger vi Næring, paa
den bygges hvert F rem skrid t.
Brandes saa i den Grad bort fra V irkelighed en
og K end sgerningerne, at i det Ø jeblik, h a n er
klærede som en Selv fø lg e, »at K ristendomm en s
T id var døm t og ved at være forb i«, »og at a lle
rede de rom an sk e F o lk gjorde Springet ud en
Overgang fra K atolicism e til H um an ism e« ,1 og
at A u toritetsp rincipet nu »faldt, for aldrig at rejse
sig m ere«,2 — b lev dette Princip saa stærkt som
aldrig tilforn , og a f de faa a teistisk e D igtere var
de fran sk e bland t de første, der gik over til Ka
tolicism en !
Havde Brandes h eller in tet lært a f det y n k e
lige Resultat, den Kunst gav, som han s Racefæ ller
havd e frembragt i T y sk land en M ennesk eald er
fo rind en? Nej. Th i B randes ser paa D igtn ingen ,
som det drejede sig om en Geschäft. H an erk læ
rer naivt: »T y sk land s opp o sition elle L itteratur
b lev s t a r t e t m ellem 1820 og 4 8 .« 3 Skøn t ingen
mere kender noget til denn e L itteratur, har vel
Brandes m en t, at et lign end e F oretagend e m ed
større Held kund e g enn em føres i en P rov in s som
D anm ark m ed ham som Fører og det broderlige
1 Emigrantlitteraturen 1870 p. 15.
2 Reaktionen i Frankrig 1874. Slutning.
3 Bd. 6 p 37. Fremhævelsen af mig.