48 / 190
45
vor en este F rihed . Er ikk e den dristigste T ank e
underkastet Tæ nkn ing en s Love? E r ikk e d isse a f
hængige af Ind ividet, der tænker, og begrænset og
farvet af Kulturen og F o lk et, h an tilhører? Har
ikk e enhver N a tion sin e nødv end ig e F ø lelser og
Meninger?
F rih ed er im od Naturen, im od Ku lturen, th i
vor Aand v iser paa alle P unk ter Samm enhæng.
Røber ikk e Lasalle, D israeli og Born e sig som
Jøder, om de end er A teister og taler T y sk ? Aa-
benbarer ikk e Georg B randes sig u friv illig i hver
F ib er a f sit Væ sen som Jøden, m en Jød en i sin
m est u sym pa tisk e Sk ikk else?
D en F rihed , Brandes docerede, vild e, — om
den g enn em førtes — være en sb etyd end e m ed F o r
virring og Opløsning. B randes’ Væ sen saav el som
han s Værker afgiver det ypp erligste B evis herfor.
E t F o lk s Kultur — ogsaa den jød isk e — har altid
ha ft Autoritetsprinciper nødig; F rigø relsen fra
disse betød Forfald . Og den store Kunst end elig
har a l d r i g h a ft noget at gøre hv erk en m ed
Om styrtn ing af Autoriteter eller m ed Udarb ej
delse af sociale Reform er. D en s F orm aal var ikk e
at være nyttig i so cia l Forstand , og h eller ikk e at
være k ristelig eller antireligiøs.
Hvad Brandes forsøgte var, m ed V ilh. Ander
sen s Ord, »at klippe F o lk ets Levetraad over«.1
Brandes vilde m ed sit Frihed sprogram h id føre et
1 I hans forøvrigt usikre, forsigtige og uldne Causerier
om Brandes i »Litteraturbilleder< 1903.