47 / 190
44
a litet som den, der »selv ska l fo rm e sin e P rin
ciper
0111
de hø jeste T ing, selv skal give sig Love
fo r sin Opførsel og stiller sig ud en for Sam fu nd s
vedtægter«,1 endvidere ejer h an »et uafhæ ngigt
Tankeliv« og »beror i eet og alt paa sig selv«; er
derfor »andre Aanders fød te H erre«.2
Det v iser sig im id lertid , at d isse fri P er son
ligh ed er aldrig har ek sisteret hv erk en b land t J ø
derne eller de største Genier. Genierne er ikk e
b lo t i deres Væ sen og Værker en A abenbaring af
deres N a tion s og Races In stink ter, hvad en ten de
v il dette eller ej; de er u fri ikk e b lo t i deres E l
sk o v sfø lelse, idet de fød e s m ed deres b estem te
ero tisk e Typer, og har deres R aces E rotik ; —
m en i Maaden at producere paa. P aa alle Genier
virker In sp ira tion en som en R esæ ttelse, en T ran ce
tilstand , en R erøvelse a f al F rih ed , en Tvang, der
um u liggør Valg. Om denne R undethed har især
Goethe, N ietzsch e, R eethoven og M ichelangelo u d
fø rlig t ud talt sig.
Saa ufri virker a ltsaa endog den fo rn em ste
Aand sform — Geniet i sin P roduk tivitet. Hvor-
m eget Sandh ed turde der da ikk e være i Goethes
Ord, der gæ lder alle Ikke-G enier — M ennesk ene
i A lm indeligh ed , at saasnart nog en vover at er
klære sig fri, v il h an ø jeb likk elig fø le sig betinget,
at vi kun er sk in fri. Vi er sikkert bundne, jo
højere vi staar; at erkende denne Bund eth ed er
1 Emigrantlitteraturen 1872, p. 138.
2 Bd. 9, p. 322.