63 / 190
60
og havd e forfattet en halv Snes Dramaer, derib landt
»Brand« og sit m aa sk e allerm est poesirige: »Peer
Gynt«.
Brandes kalder kun »Kongsemnerne« »vel
lykk et« , de øvrige »skuffer« ham . »Gildet paa
Solhaug« erklæres fo r at være en ren, dertil daar-
lig o g 'fa rv elø s E fterlign in g af H ertz’ »Svend D y
rings Hu s«. (H erim od nedlagd e Ibsen skarp P ro
test). B rand ’s K ristelighed fo rdømm es. »Ibsen«,
hedder det, »har her ned sat sig som en Slags
K ierkegaards Medarbejder« (herim od protesterede
Ib sen atter kraftigt); »Peer Gynt« siges »hverken
at være skøn t eller sand t«, »at b esud le M enn esk e
naturen« og »røbe en forvrængende L iv sb etrag t
n ing« ,1 vel ford i det er en D igtn ing om S k y ld
fø lelse og Frelse.
Men i sine følgend e to Artikler om Ib sen —
hele fem ten og tred ive Aar efter den fø rstsk revn e,
— gør Brandes alle m u lig e Vridninger fo r at ak-
ceptere D igteren — der im en s var b lev en v erd en s
berøm t, — som et sacrosan ct Geni, og nu dømm er
han and erledes b eundrende om de Værker, han
k im sed e af, dengang Ib sen var m indre kend t.2 Nu
hedder det om »Brand« til Ek s., »at dette S tykke
hører til Ib sen s fortrin ligste«,3 og H enrik Ib sen
gøres helt brandesian sk . Han opfattes som social
P o l e m i k e r , en Natur kun »veltilpas som
1 Æstetiske Studier 1868, p. 241 og 285 og Bd. 3, p. 271.
2 Se Dansk Maanedsskrift 1867, p. 228—55.
3 >Die Zukunft«, 8. April 1899, p. 67.