66 / 190
63
kun a f m ed S jæ legran skning; den overlever
Moden.
Ib sen gøres af Brandes til K o s m o p o l i t .
Er det fo rd i Ib sen fik Verdensry, at Brandes fo r
v ek sler in terna tiona l B erømm else m ed h in in d i
v iduelle, ko sm opo litisk e Kultur, som ingen sted s
ek sisterer? Han erklærer: »Ibsen fø ler sig ikk e
som Barn a f et F o lk « ; »han er løsrevet fra N a tu r
samm enhængen«; han er »i Stedet for Patriot
— Verdensborger«, »en udpræget evropæ isk
Aand«.1
Ibsen er in tet af dette.
Som han s P erson ligh ed er nord isk og norsk ,
er Aanden i han s Værker nord isk , han s P erson er
norske, han s Id ea lism e norsk . Alt ho s Ib sen v ir
ker germansk.
Hvad siger han selv? Han fortæ ller, at han
m ed sine første 8 Dramaer vilde — lig esom B jørn
son — skab e et norsk , na tiona lt Skuesp il. Den
nationa le Sam lingstank e er endvidere G rundtan
ken i »Kongsemnerne«, saavel som i D igtet til
Norges Tu sindaarsfest, i D igtet »Stjerner i Lys-
taage«, i »Talen i Stockholm « 1898 om »Norden
som en Ku lturenhed«. Han skriver i et Brev:
»Jeg begynd te m ed at fø le m ig som N ordm and,
udv ik led e m ig saa til Skand inav og er nu havn et
i det alm en t g erm an sk e«.2 Ibsen, der altid kæm
1 Bd. 17, »Henrik Ibsen«.
2 BrevtilBrandes30—10—88,seogsaa Brevtil Hoffery 6—8—88.
Brandes læser Ibsens Breve, som han læser hans Værker.