70 / 190
67
ero tisk e en F orargelse og en Mangel ved han s
P syk o log i. »Ibsen «, siger han , »stiller San selivet
i den styggeste B ely sn ing« ,1 dog, han und sk yld er
Ib sen ved at finde, at Aarsagen hertil er den
samm e, som gør D igteren til gudstroende, nem lig
et T ilbag efa ld a f han s Forfædres pu ritan ske P ro
testan tism e. Her finder altsaa Brandes p lud seligt
et germ ansk Mærke ved Ib sen og bebrejder ham
dette som en Fordom .
At Ib sen er en r e l i g i ø s Natur, v il B r an
des ogsaa kun op fatte som noget hæmm ende for
Ib sen s Kultur og D igtn ing og forringende for
han s Geni; h elst søger han at bortforklare
det. Han beklager til T ider, hvad han kalder
Ibsen s »nedarvede K ristendom «, benæ vner den
han s »Armodsstempel« og udtaler om D ramaet
»Kejser og Galilæer«: »D igteren har berøvet
Ju lian han s virkelige Storhed, ford i han ser paa
ham m ed kristne Ø jne«.2 D ette er, hvad Ibsen
i k k e gør; bland t andet vel fordi Ibsen ikke var
Kristen. Men for Brandes falder R eligiøsitet og
Kristendom altid uvægerligt samm en. Ib sen s
Gudstro er im id lertid ganske uden Dogm er,3 den
ud taler sig m aa sk e nærm est i M ystikeren Max-
m o s’ Ord i »Kejser og Galilæer« om Frem tiden s
Religion som »den store H emm eligheds Rige, der
1 Bd. 18, p. 125.
2 Brandes: Henrik Ibsen (Die Literatur, Berlin 1906, p. 24.
3 Se Ibsens Udtalelser endda til Brandes i G. Brandes:
Levned II, p. 107.
5*