72 / 190
69
Saadan talte Ib sen ogsaa om sig selv: »Det
komm er ikk e an paa at v ille det og det, m en paa
at v ille det, som m an ab solu t m a a, ford i m an
er sig selv og ikk e kan andet«.1 Ib sen undres
over, at den unge Brandes kund e spørge ham —
hvad h a n, Brandes — i Frem tiden sku ld e fo r e
tage sig; th i havde Brandes været en genial N a
tur, kund e han ikk e v a l g t endm indre lad et an
dre væ lge for sig, saa vild e han s L ivsm aal været
bestem t. Ib sen svarer ham derfor ogsaa: »De skal
gøre, hvad de m a a gøre«.2
For Brandes m ed sin Tro paa Ind ividets U a f
hængigh ed og F rihed er det p syk o log isk e i hele
Ibsen s D igtn ing kom p let u forstaaelig. Han ud
taler om »Kejser og Galilæer«, at S tykk ets V irk
n ing svækkes ved dets genn em førte D eterm i
n ism e«; denne er nem lig her saa aabenbar, at
selv en Brandes ikk e kan undgaa at bemærke
den. Ibsen s Ytring i et Brev »vi er kun fri under
Nødvendigheden« er det skju lte Motto over hele
han s D igtning. D ette er im id lertid for Brandes
Iigesaa dunk el Tale, som Ibsen s Ord til ham :
»Hvad De kalder Frihed , det kalder jeg F rih e
der«, og »L iberalism en er Frihed en s værste
F jend e« .3
Brandes har i Reglen som en Ravn evnet at
kaste sig over alt, hvad der glimrer; som oftest
1 Breve I, p. 208 (11. Juni 1870).
2 Breve I, p. 219 (20—12—70).
3 Breve, p. 223 og 249.