68 / 190
65
Kvinde paa en gen sid ig aand elig V ek selv irkn ing ,
paa det, A lim ers i »L ille E jolf« kalder »den stille
Inderlighed«, hvor Kvinden er V en ind en (Bork-
m ann siger til E lla, at h end e elsk ed e han , thi
»med D ig kund e jeg ta le« ), den fo rtro lige Hjæ lp
ved Mandens Arbejde, og Moder for Børn en e, der
knytter Foræ ldrene næ rmere samm en.
Hvad Ib sen agter h o s Kvinden, er hv erk en
hend es Aand, Koketteri eller h end es Legem e, m en
h end es Karakter. Han ud taler i sin Tale i K vind e
sagsforen ingen i K ristiania 1898: »Det staar til
Mødrene ved anstrængt og lan g som t Arbejde at
vække en b evid st F ø lelse a f Kultur og D iscip lin .
— Det er Kvinderne, som skal løse M enneske-
spørgsm aalet. Som M ø d r e skal de det. Og
ku n d a kan de det. Her ligger en stor Opgave
for dem . Moderen har sin Rede i H jemm et; v ir
ker der lig esom H u struen«. Hvad Ib sen bekender
i et Brev om sig selv: »Først da jeg var b lev en gift,
fik m it L iv et vægtigere Indhold«, noget lign end e
træffer ogsaa han sM ænd : Rosm er vok ser aandeligt
genn em Sam livet m ed R eb ekka lig esom A llm ers
m ed R ita, og d isse fø ler sig lig esom Nora og E llid a
(»F ruen fra Havet«) bundne til Æ gteskabet og
vil forlade det, ford i de ikk e endnu er opdragne
til at kunn e være Hustruer og Mødre. Noras
Ideal er det sande Æ gteskab, d e t t e er »det
vidunderlige«, hun havd e ven tet paa. Saasnart
K. Simonsen: Georg Brandes.
5