65 / 190
62
ner og M enneskekarakterer«.1 Hvad Ib sen an saa
fo r F rem sk rid t var, at hele L itteraturen b lev P s y
k o log i.2 Hvad han fand t dem oraliserende for en
D igter var, om denn e b efattede sig m ed P o litik
og støttede sig til Partier.3 Selv lod han sig ikk e
tage til Indtægt af noget Parti og danned e ikk e
h eller noget.
Ibsen gøres a f Brandes til P r o b l e m d i g -
t e r. Men Ib sen har kun i et Par D ram aer b e
rørt Spørgsm aal, der refererede sig til det ak tu
elle (»Sam fund ets Støtter«, »Et D ukk eh jem « ,
»En Folk efjende« og tild els »Gengangere«). Skøn t
P rob lem ern e heri blot er underordn ede og kun
b eny tted e som Middel til at b ely se P erson ern es
Karakter, hv is Sk ildring for Ibsen er H oved sagen ,
saa skader deres T ilstedevæ relse S tykkerne; Ib-
sen s sociale M e n i n g e r generer os, forringer,
og det er ju st D igteren s M eninger, Brandes finder
værdifu lde. D et er over Prob lem ern e, at T id en
lægger sin Glemsel; saaled es ogsaa i »Peer Gynt«,
hvor Peer spotter M aalsbevægelsen .4 Th i for al
L itteratur gæ lder det, at hvad der i den tilhører
Døgnet, forgaar m ed dette, kun det p syk olog isk e
er evigt friskt.
Hele Ibsen s øvrige D igtn ing giver sig da ogsaa
1 Ibsen: Breve I, p. 188, p. 230 og: Tale 20. Maj 1892.
2 Citeret endog af G. Brandes i: Levnet II, p. 120.
3 Brev til Brandes 3—1—82.
4 Se Helge Rode om Ibsen i »Illustr. Tidende< Nr. 25 1913.