77 / 190
74
m ode, deres Skaber var hom o sexu el. Ja, vi kan , —
selv om vi besidder bornerte Syn sm aad er, — ikk e
faa andet F ø lelsesliv ud a f dem ; th i de taler det
klareste, m est direk te Sprog. Son etterne har ikk e
blot Ord for afgud erisk V enn edyrk else, m en for en
fortærende, næ rm est u sa lig L id enskab ; det er det
ældre Genis saavel san selig e som sjæ lelige B e
tagenh ed a f en fo rn em , skøn Yngling, der er
kold, ub estand ig, m en ind lader sig i et F o rho ld
til D igteren. D ette F o rho ld gør dem bægge til
Genstand for F o lk s ilde Om tale — th i H om o-
sexua litet var i R enæ ssancen s Dage lig esaa lid l
som i A ntik ens nog en sind e æret, h ø jest taalt. —
D en unge Mand fortryder sin H eng ivelse og
erobres a f en Kvindes F o relsk else i ham . Sh ak e
speare lider herved den forfæ rd eligste Sk in syge,
m en han er afmægtig og ind ser saav el det y dm y
gende ved sin syge, u igengæ ldte Attraa, som at dens
Genstand er en uværdig P erson . A lligevel blu sser
han s L id en skab stadigt op, og Shakesp eares en e
ste T ilfred sstillelse er, at h a n bevarer sin T ro
skab overfor V ennen , og at denn e fo reviges gen
nem Sonetterne.
Ynglingen s Skønh ed gør A ttraaen ved at se
ham til en L idelse. Ideligt nævner Shakesp eare
det vo ld somm e Ind tryk, som han s Øjne m odtager.
Det hedder:
»Mit Øje hungrer mod dit B lik1«
og D igteren hærdes for den Tid:
1 Adolf Hansens Oversættelse er benyttet.