82 / 190
79
viser Shakesp eares in tim este Væ sen, og bestem t
Shakesp eare som h om o sexu el, kan han um u ligt
gøre den øvrige D igtn ings Shakesp eare an tihom o -
sexuel, lade ham fø le som en Mand overfor K vin
der. Dog, — Brandes gør dette.
H v i l k e n Shakesp eare er nu den rette?
E ller m en er Brandes, at han , hvo r D igteren
taler særligt tyd elig t om sig selv, kan tillægge
denn e een Slags F ø lelse sliv og i alle D igteren s
øvrige Værker de ganske m od satte Fø lelser?
Brandes m en er dette. Han s Shakesp eare træ
der derved ud en for P syk o log ien , ophæver N atur
lov en e og b liver en »fri Aand«.
A t s k r i v e S h a k e s p e a r e b i o g r a f i
p a a d e n n e M a a d e , e r a t d r i v e H u m
b u g i s t ø r s t e M a a l e s t o k . Men m ed h v il
ken uhyre F rækh ed erklærer ikk e Brandes, at han
i sin »Shakespeare« »har bygget et M enneskevæ -
sen op i dets Vækst og U d foldelse, som det lod sig
ane genn em han s Værker, en Opgave, h id til ingen
havde stillet sig og endnu m indre nogen løst«.
Brandes vender sig derpaa i sin Tale fra det
im ponerede P ub likum til D igteren s Aand: »Jeg
slipper dig ikke, før Du har røbet m ig dit Væ sens
H emm elighed«.
Brandes læser Shakespeares L iv ud af Son et
terne, hvori D igteren taler i sit eget Navn, m en
holder derpaa p lud seligt op m ed k o n s e k v e n t
at forstaa D igteren ud fra alle øvrige Værker,
hvori han ikke taler direkte.