88 / 190
85
Ein weiszer Glanz ruht über Land und Meer,
Und duftend schwebt der Äther ohne Wolken.
V idere i sin Samm en lign ing m ellem Goethe og
H ein e siger Brandes, at Goethes Sk ildring a f B e
greber sker i B illeder, H eines derim od i Ord
ud en A n skueligh ed .1 Det m odsatte er netop T il
fæ ldet. H ein e taler altid i tydelige B illeder, naar
han b ehand ler Sym boler, til Ek s. i D igtene om
L ykk en og U lyk k en (»Das Glück ist eine leich te
D irne«) og om Længslen (»E in F ich tenbaum
steh t ein sam « ). Goethe giver derim od aldrig B e
grebet san selig Form , til Ek s. D igtene om Freden:
»Der du von dem H imm el bist« og »Über allen
G ipfeln ist Ruh«, D igtene »Sorge«, Erinnerung«
og om Længslen (»Jägers Abendlied«).
»Goethe«, hedder det frem d eles ho s Brandes,
»har ikk e Udtryk for det angrebne i F ø lelsesliv et,
og han s Stil er fo r usamm enhængende til at gribe
det m oderne«.2 Igen skal H eine her paakald es
som den større D igter, skøn t Goethe netop ved
at undgaa B illeder ikke indsnævrer sine F o restil
linger i en bestem t Ramm e, m en lader den ene
Tanke fø lge den anden. Og hvis Brandes m ed
m oderne F ø lelse sliv m ener N ervøsitet, S en sib ili
tet og sjæ lelig Smærte, saa giver til Ek s. »Die n a
tü rlich e Toch ter«, D igtene til Fru von Stein og
a llerm est »Faust« og »Tasso« Udtryk herfor.
1 Bd. 6, p. 459.
2 Bd. 6, p. 483.