80 / 190
77
vover han at fo rstille sig frisind et. H an gaar im id
lertid ud fra, at den m oderne Læ severd en er lige-
saa bornert, som han selv og und sk y ld er derfor
Shakespeare. H an erklærer, at »noget a f det, som
i Sonetterne m est overrasker den m od ern e Læser,
der komm er til dem ud en Ivjendskab til R enæ s
sancetid en s F ø lem aad e, deres F o rh o ld til den
græske Oltid, den s Vedtægter og po etisk e Stil, er
det E lskov ssp rog , D igteren fører«.1 D en gan ske
anderledes m ed A ntik ens Kultur fo rtro lige Georg
Brandes v il indb ild e os og sig selv, at Stud iet af
Antiken kan forvand le M ennesk ets ero tisk e F ø
lelse, kan gøre nogen ligefrem fo relsk et i P erson er
af samm e Køn! H an m ener paa den and en Side,
at Shakesp eares L id en skab b lo t er en erotisk
farvet V en sk ab sfø lelse efter p la ton isk F o rb illed e,2
ja endog vedtægtsmæ ssig, altsaa a l l i g e v e l ikk e
ind ividu elt følt! Sam tid ig m ed at Brandes er fr a p
peret over Shakesp eares H om o sexua litet, forsøger
han altsaa at m ildn e denne ved at kalde den V en
skab eller hen føre den til T id en s F ø lem aad e g en
nem Grækerkendskabet. Shakesp eare har da en
elend ig Forsvarer i Brandes, som Moralister altid
er slette Advokater og slette P syko log er.
Th i hverken ad sk ilte R enæ ssancen sig i sit
F ø lelsesliv fra vor Tid, ud en ved at være k r a f
tigere og være u jød isk , ej h eller er den m oderne
1 Shakespeare, Bd. 2, p. 97.
2 Shakespeare, Bd. 2, p. 111.