96 / 190
93
D o sto jew sk i a ltsaa var Ep ilep tiker. R u ssisk er
han s Yderliggaaenhed i Affekter, han s dyb e Yd-
m ygh ed sfø lelse, der v ek sler m ed B ev id sth ed en om
han s kun stn erisk e Værd, han s Syn skh ed , han s
Sp illelid en skab , han s grænseløse Kærlighed til sit
Land og til de Fattige og U lykk elig e. Og hv is
han ofte har skildret F orbryd ere, saa er det vel,
ford i det var saadanne, han til Bund s lærte at
kend e i sin Fængselstid , ikk e ford i han selv
sku ld e være dette. A ltid er det Russere, h an sk il
drer: den ru ssisk e Sjæl i dens B land ing a f V ild
skab og høj B egavelse, i dens Dragen m od det
m y stisk e, i dens Mistro til alm en F ornu ft. Og
han s P syk o log i vinder i D ybd e derved, at han
kun analyserer M enneskene i deres A ffekter, —
th i i disse røber de først ret, hvad der er i dem ;
at han skildrer dem m ed den ubarm hjæ rtige D ri
stighed og Objektivitet, som er den største Knust-
ners Særkende. Vi lærer Russern e at kende, baade
de, der nyder deres raffinerede Grusomhed, og
de, der attraar at gaa til Grunde, baade de, der
svæ lger i S elvopofrelsen s Glæder, og de, der id e
ligt reflekterer og borer i deres Sam vittighed , til
de forbløder. D o stojew sk is P ersoner hu lke, lide,
drikke, m ishand les, er viljeløse, en fold ige, em i
n en t begavede, perverse og u skyld ige. — Brandes
har sikkert aldrig kendt M enneskene saadan. Ved
sit R eligion shad fø lte Brandes sig derim od draget
til
Nietzsche,
m en dette var ogsaa det eneste,
Brandes forstod at vurdere ho s ham . Mens N ietz-