101 / 190
98
der kun halvt er Jøde, b esk ed en t, at han s n o v el
listisk e Kunst til en v is Grad kan læ res.1
Atter drages Goethe-Geniet a f Brandes ned,
fo r at T alen tet kan hæves. D en Kunst, der delvis
kan læres, forstaar sig alle lib eral-jød iske Prosa-
forfattere paa, og ud en M aadehold roses disse af
Brandes, hvad en ten de er Talen ter som
Henrik
Hertz, B. Auerbach, Esmann
og
Henry Bernstein,
sm aa po litisk e Lyrikere som
Herwegh
og
Moritz
Hartmann,
glatte N ovellister som
Levertin,
L itte
rater som
Börne, Wolffgang Kirchbach, Wasser
mann, Jacobowski, Türck, Maximilian Harden,
Peter Nansen, Edvard Brandes, Henry Nathansen,
Louis Levy;
so cia listisk e Agitatorer som
Lieb
knecht, Carl Marx
og
Lasalle,
eller Malere og
B illedhuggere. Hvor det paa nogen Maade lader
sig gøre, nævnes ingen a f d isse Mænd som Jøder,
m en som tilhørende den Nation , de lever bland t.
Edvard Brandes kaldes Dansker,
Liebermann
T ysk er,
Israels
Hollænder — i øvrigt er de alle
»fri Aander«; th i de vedk ender sig ikk e som
Jøder. Gør de im id lertid dette, ja sætter de
aab en ly st en Æ re i at være Jøder, selv naar de
har brudt m ed den jød iske Religion, tildynges
de m ed Skæ ldsord. H eld igvis for Brandes er
slige ærlige Naturer sjæ ldne. E n ib land t dem ,
den fortrin lige N ov ellist
Meir Aron Goldschmidt,
Stifter desuden af vort første V ittighedsb lad »Cor-
1 Poul Heyse: Jugenderinnerungen. Breslau 1900, p. 357.