104 / 190
101
langt ved sin b lotte Æ rgerrighed, og for at kunn e
overtrum fe D israeli i dennes Lovsang til Jød e
folket. Skønt D israeli i R om aner som »Tancred«
og »Coningsby« forherliger sin Race som den u d
valgte og er i den Grad storhed svanvittig paa sit
F o lk s Vegne, at han forlanger, de Kristne sku ld e
knæ le for det, saa distancerer Brandes ham ved
at erklære, at »den jød isk e Aand er tu send fold
rigere, ædlere og større, end D israeli har anet,
og end den spejler sig i han s fo rh o ld sv is snævre
Sind«.1 Brandes glemm er her i sin Iver aldeles,
at han andetsted s paastaar, at Jøderacens R en
hed kun er et Gøglebillede.2 Endog Shakespeåre,
der i Schylock har skildret en u sym pa tetisk Jøde,
belæres af Brandes om , at han har delt sin T ids
Fordomm e om dette F o lk og han s »Angreb«
paa Jøderne, tilbagevises som b lind e. O verhove
det m ener Brandes her, at der ikk e ho s Jøderne
findes noget gennem gaaende Karaktertræk.3 E n
anden Gang synes han derimod at finde, at Shake-
speare er yderst jødeven lig, idet han paastaar, at
Mohren i Venedig, — den sym pa tisk e Otello, — af
D igteren m aa være tænkt, ikk e som Neger, m en
som S em it;4 thi Otello er »brav, ædel, ud en F o r
1 Lord Beaconsfield, 1878.
2 Bd. 18 (Zionismen.)
3 Kritiker og Portræter, 1870. Afhdl. om Shakespeares
Schylock.
4 Se Brandes’ tyske Udgave af Shakespeare, 2. Oplag 1898
og Wolf. Kellers ironiske Anmeldelse af den i »Jahrbuch
der deut. Shakespeare Gesellschafft XXXVII«, 1901.