110 / 190
107
hos denne Digter frem stillet som hæmm ende, saa
Prof. Jul. Paludan havde Ret i at spørge, hvad
der da b lev tilbage at rose ho s denne D igter.1
Over
Paludan-Miillers
D igtning klagede B ran
des, at den skildrede F orsagelsen, skøn t det netop
er Forsagelsen s P syko log i, der gør »Kalanus«,
»Ahasverus« og »Benedict af Nursia« sublim e.
A lligevel roste ogsaa Brandes denne D igter i
høje Ton er saalænge han levede, th i det gjalt for
den unge Kritiker om at indsm igre sig hos ham
som hos Hauch; det hedder, at Paludan-M iillers
religiøse D igtning er uovertruffen i Sædelighed.2
Da disse gam le Autoriteter og H. C. Andersen og
Chr. W in ther var døde, behøvede Brandes ikke
længer saa forløjet en Sm iger, og nu sparkede han
ad hele Romantiken.
Dog, han havde allerede da, ved sin Evne som
Charmeur og sit B lik for Nuancer i L ittera
turen, — en Sans, som kendetegner alle m indre
Talenter, — vundet de Danskes Hjærter. Han
havde vist F orstaaelse fo r Chr. W in thers idylliske
Landskab, for Barnets Verden i H. C. Andersen,
for den skæ lm ske Satyr i Aarestrups Erotik og
skrevet elegante Artikler herom ; derved i den
Grad høstet Ros, at Danskerne ligesom glemte, at
det ikke var Brandes, der havde digtet de Poesier,
han citerede, og m an tilgav godmodigt, at han
herefter ikke saa P oesi i et Æ ventyr eller i en
1 Lærefriheden og Demokratiet, 1880, p. 27.
2 Æstetiske Studier, 1868.