113 / 190
110
kan Brandes henrive, blænde og i Ø jeblikket til
syneladende overbevise; thi ligesom han s Kritik
ublufærdigt skam skænder Geniernes Værker, er
han s S p r o g uægte og uden Særpræg.
Brandes’ Sprog besidder den for Jøderacen
ejendomm elige V ittighed og Arrogance i U d tryk
ket; det er fø rst og fremm est frækt; m en det er
tillige fan tasilø st, virker graat og som en daar lig
Oversættelse. Om han s slette Stil eller Mangel paa
Stil vidner snart hver Side i han s Skrifter, trods
T on en s underholdende Lethed og Skarphed. De
her nævnte E k sem p ler er end ikk e udsøgte.
Om Brandes’ ukun stnerisk e Væ sen vidner d es
uden han s uhyggelige Oversæ ttelser af fran sk e,
engelske og ty sk e Forfatteres D igte. H an s egne
»Ungdomsvers« er idetm ind ste ild fu ld Indigna-
lion sp oesi, især naar han besynger sit Martyrium
eller sin en somm e Storhed, saaledes i »Proteus«,
»Frem tidsfantasier«, »Til H enrik Ibsen« og i det i
F irenze, kort før T ilbagerejsen , skrevne H jem
længselsdigt:
>Saa skal jeg da surres til Pælen igen,
Af en skinhellig Pøbel beglos og betragtes
Og mit Hjærte skal smides for Hundene hen —
o. s. v.c
Brandes’ Sprog bevægede sig længe i H egelske
Vendinger, og da det frigjordes herfor, traadte Re
volu tion staleren frem . Sjældent er Brandes i
Stand til at ud trykke Glæde (smukt er alene F ø
lelsen ved Ankom sten til Paris skildret i Levned