109 / 190
106
paa at afryste S tatsreligion en s og En evæ ld en s
T ryk« .1
B randes’ Kritik a f de lib era ljød isk e L itterater
og D igtere er fri fo r enhv er H ad skhed og F o r
vrængning; han fø ler sig h jemm e i d isse so cia l
anlagte Journalisters R evolu tion satm osfæ re.
Saasnart en D igter derim od v iser den ringeste
sjæ lelige E jendomm eligh ed , brister det Brandes
paa F o rstaaelse, og selv den m ind ste, jou rna listi
ske Artikel over en Kunstner, der ikk e er ganske
jævn eller barn lig i sin Vækst, m islykk es for
Brandes, især fra den Stund af, han s eget jød isk e
Væ sen var komm en til U d fold else. E ndog før
d enn e T id er ham et saa u sk y ld ig t Arbejde som
H enrik H ertz’: »Kong R enees Datter« im od , ford i
dets Em n e er en b lind P iges Kærlighed; »thi«,
indvend er Brandes, »dette er at skildre en Spe
cialitet, noget u sædvan ligt og abnorm t. Men P o e
sien er det alm engyld ige. T il det Sp ecielle tyr
m an, naar i en L itteratur det alm enm enn esk elig e
er opbrugt — i R affinem en ts og F o rfa ld sp erio
der«.1) Han evner da h eller ikk e at give nogen
K arakteristik af et saa fortræ ffeligt og borgerligt
S tykke som
Hostrups
»En Spurv i Tranedan s«,
ford i et overnaturligt Moment her spiller ind, hv o r
ved netop den dan ske H aandvæ rkssvend s jævne
Væ sen hurtigt b ely ses fra alle Sider. I A fhand lin
gerne om
Hauch
er det religiøse og rom an tiske
1 Bd. 7, p. 566.
2 Kritiker og Portræter, 1870.