150 / 190
147
At Brandes m aa hade et F o lk saa vid t fo r
sk ellig fra han s Race, er forstaaeligt. E n højere
In telligen s end han s vild e under alle Om stænd ig
heder have respekteret vore K arak terejendomm e
ligheder. Brandes har m ed sin letbened e A ffekt
m oret sig med at kaste Mistro i F o lk ets Sind til
enhver religiøs O verbevisning og til den na tiona le
F ø lelse, der ho s os tilm ed altid var m ind re u d v ik
let end hos nogen and en N ation . Men Brandes har
end ikk e besidd et saam egen F o rstaa else af n o r
disk Aand, at han har kunn et stille sig b eu n
drende overfor sin Sam tid s fire— fem største no r
diske D igtere. E n ligegyld ig, o ftest fjend tlig
H oldn ing skju ler han under sin ringe Om tale eller
ligefremm e F o rtien a f I. P . Jacob sen , H erm an
Bang, Johann es V. Jen sen , N ordm and en Knut
H am sun og Sven skeren Gustaf Froding.
De D igte, den toogtyveaarige
Jacobsen
ov er
rakte den fem Aar æ ldre, a llerede kend te, Georg
Brandes og bad ham afgive sin M ening om , til
bagesendte denn e D agen efter m ed en kort Ad
varsel m od at skrive ranglede Vers. D et er fo r
klarligt, at Brandes ikk e har kunn et finde Behag
i D igte, hvorib land t nogle hører til de ejen d om
m eligste i dan sk P o esi, saaled es det herlige
»Arabesk« (»Har du faret vild i dunk le Skove?
Kender du P an?«) og i en D igter, h v is Væ sen
var saa drømm ende og udpræget dan sk.
Men da Jacob sen jævnlig b lev T ilhø rer v ed
Brandes’ Forelæ sn inger, bek end te sig som A teist
10
*