162 / 190
159
m en s P etersen slog til Lyd for B jørnson og var
dennes b eundrende V en.1 Han viste sig som en
m eget lovende, begavet og hurtig anset L itteratur
kritiker, ind til en U lykk e afbrød han s Ophold i
Landet og h an s V irk som hed allerede 1867.
Naar dog B jørnstjerne B jørnson i sine Breve
1865 taler om vor sam tid ige store, kunstneriske
Periode, er dette overdrevent. Rom an tiken s Guld
alder var forb i ho s os som overalt. Af det ny
Slægtled var Ja cob sen og Bang endnu ikke voksne,
V ilhelm T op søe viste sig som et fordom sfrit og
dannet F ortæ llertalen t, m en skep tisk og uden
Kraft og stærk Fan ta si. Han syn tes mærket a f
den Forsagth ed , der efter Krigen i 1864 greb de
fleste og desud en gjorde os utilbøjelige til fo re
løb ig at søge Næring hos den lige sejrende F jende.
Men denn e F orsagth ed og Ned stem thed viste
sig at eje en and erledes inspirerende V irkning paa
vore D igtere end h ele Brandes’ Fyrværkeri. Det
var den, der kald te N iels Lyhn e Sk ikk elsen frem
i D igtn ingen og hele Bangs og Karl Larsens P ro
duktion.
Der randt P o esi af Nederlaget, kun ikke hos
de Skribenter, der fu lgte Brandesianism ens P a
role.
H vilke var disse?
I Sp id sen de tre Brødre Cohen Brandes.
1 Se ogsaa Vilhelm Madsen: Dansk Renæssance 1912:;
(p. 74), der skildrer Brandesianismens Fallit.