165 / 190
162
angste for, hvad F o lk siger, overlegne ved at til
høre Bou rgoisiet og være Ikk e-K ristn e, slagfæ r
dige i R ep lik sk ifte, ud en San s for Æ ven tyret eller
fo r V irkeligheden, kun for Velværet, An seelsen ,
Behaget, P engene.
D isse Ind ivider virker som tomm e M ekan is
mer, alle lige up erson lige og k ed somm elig e.
Eduard B rand es’ Bøger har lid t den Skæbne ud en
Und tagelse at b live glem te som gam le Avisartikler.
D erfor skriver Georg Brandes selvfølg elig om sin
Broder, at han , »der kom fra Studiet af ø ster
land sk e Sprog, R elig ion og Mytologier, der aan-
deligt havd e frigjort ham og givet ham (— »Dr.
phil.« — ) L igegyld igh ed for de i en Udkan t a f
Evropa« (— »Fædrelandet« — ) tilfæ ld ig n edar
vede h istorisk e Fordomm e«, b lev F orfatter a f »god
Kunst, m od en Kunst«, m en natu rligvis »en Mar
tyr, der er b lev en overset og boy co ttet«.1
Godt im id lertid, at ogsaa d e n n e Martyr fo r
stod, ligesom alle sine R acefæ ller h erh jemm e, at
redde sig i det m aterielle, bedre endda end n og en
sinde en dan sk D igter. Godt, at det ikk e gik F i
nan sm in isteren og den h eld ige B ø rssp eku lan t
Eduard Brandes, som i han s Skuesp il »Peter og
P ou l« , den ud slid te, kumm erlige Gamle, der klager
over, at de andre havd e m isbrugt ham til at skaffe
sig en god P lad s paa F læ sk et m idt i Solsk inn et«,
saa han hented e som sin Erfaring, at Valget var
»Slyngel eller Martyr«, og derfor tilraadede Ung-
1 Bd. 15, p. 198, og Bd. 3 (»Eduard Brandes«).