44 / 603
40
TIDLIGERE UNDERVISNING OG EKSAMINER.
latoriske Kliniks blomstrende Tilstand1) i disse Aar skyldes sikkert
ham. Endnu i Begyndelsen af Firserne omtaltes han med Beun
dring af gamle Folk i Københavns Omegn, og det var maaske nok
el Misgreb, at man i
1847
gav ham Afsked.
1850
maatte man i
alt Fald igen ansætte en Dyrlæge ved Skolen, nemlig T
olstrups
udmærkede Elev H. V. S
tockfleth
. T
olstrup
har vistnok paa
det praktiske Omraade været et vigtigt Bindeled mellem den gode
gamle Tid og den nye opblomstrende Periode, der daterer sig fra
S
tockfleths
Ansættelse ved Skolen.
De særskilte B e s la gm e s tre efter
K u h n
vare
J .
C.
D k e i e r ,
C.
P . G j e r l ø v ,
H.
M.
I
^ o r e n t z e n , J. P e d e r s e n
og
M o r t e n J e n s e n
(fra
1843). Sidstnævnte fulgte med til Veterinær- og Landbohøjskolen
og var Docent i Beslagkunst ved denne i de første 4 Aar.
Med Hensyn til D y rlæ g en s Stilling fortjener at anføres, at han
ifølge Instruks af 1796 skulde være Lærernes M e d h jæ lp e r ved Be
handling af de syge Dyr — og han maatte ikke uden deres Vidende
og Villie foretage nogen Kur eller give noget Medikament til syge
Dyr i eller uden for Skolen. Men
T s c h e r n i n g
siger, at der Tid
efter anden foregik Forandring i hans Stilling. »I V irk e lig h e d e n
b lev h an d en , d e r s ty re d e K u r a n s t a l t e r n e , men Eftersynet af
Elevernes Sygebøger blev overdraget en af Lærerne«. Undervis
ningen i de kirurgiske Operationer blev ogsaa overdraget Dyrlægen.
Hans faste Løn var ringe, efter 1804 150 Rdl. samt Bolig med
') T s c h e r n i n g
klager dog i det anførte Skrift fra 1841 over, at Klinikkerne
ikke var til den Nytte for Undervisningen og Videnskabens Fremme som de
burde. Der kom for faa Patienter i selve Sygestaldene, »i Almindelighed ikke
tilstrækkeligt til at udfylde de disponible Pladser«, og Skolens »Landpraksis er
under nærværende Indretning kun lidet fordelagtig for Undervisningen, idet
kun et saare ringe Antal Elever nyder godt deraf og Lærerne saa godt som
slet ikke kan anstille Iagttagelser«. Han klager over »det skadelige i at gøre
den kliniske Anstalt til Lønningskilde for nogen derved sysselsat, da den al
mindelige Interesse derved altfor meget staar Fare for at blive den personlige
Interesse underordnet«. »Naar den ambulante Klinik skal være Eleverne til
nogen sand Nytte, maa den saa detailleret som muligt ledes af en Lærer (ikke
en saakaldt R o u tin ie r ), der i Elevernes Overværelse i det mindste een Gang
besøger ethvert af de syge Dyr for saaledes at kunne afbenytte de forefaldne
Tilfælde til en sand belærende og oplysende Vejledning«. Andre Ytringer af
ham tyde paa, at den kliniske Lærer (den Gang C.
V ib o r g )
ikke tog sig meget
af Klinikken. I en Afhandling om Veterinærskolens nyeste Historie (Tidsskr. for
Vetr. 1856) siger
B e n d z :
»Imod Slutningen af denne Periode (1834—44) iværk
sattes en heldig Forandring med Anstaltens s ta tio n æ r e K lin ik , da B eh and
lin g e n af de syge Djrr o v e r d r o g e s Læ reren i P a to lo g i og en regelmæssig
klinisk Undervisning indførtes«. 1840 foreslog
B e n d z C o l l i n
at lade
T s c h e r
n in g
overtage Klinikken efter et Par Aars Forberedelse; det blev imidlertid
senere W
ith
, der lik Klinikken under sig.