120 / 170
117
Vindue og saa til; en to tre var Tribunen erobret,
de krøb over Ryggen af hinanden og svang sig
op omkring Talerstolen, hvor Kasteskyts allerede
havde ryddet godt op. Da den sidste Rigsdags
mand var faret ud gennem Bagdøren, blev der
raabt: Camarades, Mødet er aabnet! Og ligesaa
hurtigt var det sluttet igen; Værten drejede om
for Belysningen. Jeg krøb ned fra Vinduet og
gik ud paa Gaden, som paa det Tidspunkt var
fuld af Politi og Soldater.
At Franskmændene er fri for Germanernes
tunge militære Organisationsformer, gør den En
kelte værdifuldere. Paagaaenheden kvæles ikke
af at man bestandig skal spørge sine Overord
nede, Modet vokser. Modet? Jeg kommer til at
tænke paa en Historie som passer ind her, og
som jeg derfor gerne vil fortælle; lad mig kalde
den
Historien om den tappre Landsoldat.
Den har
aldrig staaet paa Tryk før og er ikke en Gang
rigtig kendt af dem imellem hvem den passerede.
Det var en Dag i Firserne at Skuespiller
Viggo
Lindstrøm
kom op paa Social-Demokratens Kon
tor for at tale med
A . C. Meyer.
De var gamle
Skolekammerater og Dus; næste Dag stod der
en længere Artikel i Socialen, undertegnet en
Skuespiller og med Klage over de daarlige Ar
bejdsforhold ved Dagmarteatret, hvor Landsol
daten netop gik og havde gjort den unge Lind
strøm kendt over hele Landet. Da Direktøren,