115 / 170
112
af Pariser-Kommunen, hans Efterfølgere foretrak
Stemmesedlen fra Berlin; derfor staar der ingen
Skræk om den danske Arbejderbevægelse mere,
men Borgerskabet allierer sig roligt med den.
Hvis Kongen skulde falde paa at spørge: Hvad
vil egentlig disse Socialister? — kan man svare:
Ingen Ting, Deres Majestæt! Mindesmærkerne
paa Assistens over faldne Førere vækker maaske
en dansk Vælgers Begejstring, men det er Kom-
munardernes Mur paa Père La Chaise Kirke-
gaarden i Paris der er den internationale Arbej
derbevægelses historiske Monument.
Jeg har set
Louise Michel.
Det var da hun
kom hjem fra Landflygtigheden; hun holdt Tale
paa et Møde oppe i Montmartre og gik ikke
mere paa Akkord med de Rige end Bibelen gør
det. Saa stod en Blusemand frem og sagde hende
Tak for alt det hun havde ofret for de Smaa i
Samfundet; han fortalte hvordan hun havde delt
Kaar med dem, hvordan hun en Dag pegede paa
en Bagerbutik og sagde: I er sultne, jamen der
er jo Brød, tag det! Han fortalte om Politiet
der fængslede hende, Domstolene der dømte hende,
og den gamle Pige, »den eneste Jomfru i Paris«,
sad og hørte beskedent til.
— Louise, sagde Blusemanden til Slut, maa
jeg kysse dig paa Kammeraternes Vegne?
Han gik hen og slog Armene om hende og
satte et Kys paa hver af hendes furede Kinder,