118 / 170
Direkte Indblanding i sociale Spørgsmaal er
næppe heldig for Kirken. I Sacré Coeur oppe
paa Toppen af Montmartre overværede jeg en
Gang i Halvfemserne en Gudstjeneste for fattige
Mænd, Arbejdsløse og Husvilde. Der sad omtrent
10.000 Proletarer i det mægtige Rum, og Kirken
ødslede sit kostbareste Udstyr paa dem; tre
Præster messede foran Hovedaltret, de saa ud
som brogede Biller der stod paa Bagbenene;
atten Kordrenge i hvide Særke og røde Kapper
lignede Mariehøns; alle Lysekroner var tændte,
det store Orgel udsendte Basuntoner, og Sangen
gik for fuldt Kor. Der blev pludseligt stille;
Monstransen med det Hellige vistes frem, smaa
Sølvklokker ringede Stilheden ud igen, og Messen
sneg sig til Ende i Røgelseduft. Men da stod en
lille Munk frem og begyndte en Tordenpræken
— mod de Rige! Det forstod de; og da han til-
sidst raabte: Leve Jesus Kristus! foer de op fra
deres Pladser alle ti Tusinde og skreg:
— Leve Jesus Kristus!
Bagefter gik de gennem Kirkens Krypt og fik
hver et Franskbrød og en Velsignelse. Jeg stredes
med en Tilhører om Nytten af denne Guds
tjeneste; vi blev ikke enige, men maaske havde
han Ret. Den gjorde i hvert Fald ikke de Fattige
fattigere.
Kirken fandt paa at genoptage de middel
alderlige Prækener med Diskussion; en Præst
8
*
115