26 / 170
23
noget andet at Odense har set ud over H ave t i
længst forsvundne T id e r; men et ældgammelt
G ad en avn : Ved Gravene, er bleven b ru talt slettet.
A t man rev det middelalderlige »Galehus« ned
som laa Ved Gravene, v a r naturligvis rig tig t; der
oppe bag Muren stod i mange A ar en Sindssyg og
spillede V iolin, og naar vi Drenge strøg Kasketten
nede paa Gaden, hilste han nedladende igen. V i
glædede hinanden ved den lille taabelige Hilsen.
Som Galehuset forsvandt ogsaa den gamle L a tin
skole; den laa mellem K lingenberg og Sank t
Knuds K irke og lignede en toetages F attig gaard .
Der havde min F a r og min F a rfa r siddet paa
Pogebænken. Den Latinskole jeg kom i er nu
Posthu s; og den sidste Latinskole er et Palads
imod den første. V ist forbedrer Verden sig.
Det er mig umuligt at sige stort andet end
godt om min Latinskole. Den gamle Rek to r
Hen-
richsen
— »Messer«, alle Lærerne havde Øge
navne, hans v a r en Forvanskn ing a f Mester —
regerede gammeldags stren g t; de Lussinger han
uddelte v a r haarde og faldt ofte paa de forkerte
S ted er; jeg ved ikke at nogen tog Skade a f dem,
men de gjorde os selvfølgelig til Tilhængere a f
P ryglestraffens A fskaffelse. Undervisningen v a r
gennemgaaende god, delvis ypperlig. D aarligst
va r vistnok Sprogundervisningen; naar man gik
ud a f Skolen, kunde man hverken sige Goddag
eller Farvel paa noget levende eller dødt Sprog.