24 / 170
21
Hare og et Menneske. Og højt oppe skræmmes
de vel a f Spidsborgerne, som er vokset fast om
kring den frugtbare Mødding. Himmelrummet
forstaar ikke Jo rd sko rp en . En tam Hane har ondt
ved at forstaa en Turiststo rk fra Nilens Bredder.
Men Naturen er Gudskelov rig paa Modsæt
ninger, paa F ilistre og U topister, og den har B rug
for dem alle. V i gør os saa megen Umage for at
komme Modsætningerne til L ivs, vi vil unifor
mere Menneskene, forvandle en Trækfugl til en
Standfugl — hvorfor, h vo rfo r? Værdien ligger jo
dog i Forskellen, i det brogede, i at to B lade aldrig
er ens og to Mennesker heller ikke. Det er nok at
der er en Lighed mellem alt Levende, denne:
Nu nærm er sig T iden da jeg skal væk,
jeg hører V interens Stemm e;
thi ogsaa jeg er kun her paa Træk
og haver andetsteds hjemme.
Vi skal dø alle. Og alt levende er Brødre. Hurra,
de Døde rider r a s k ! Men der vil altid være Men
nesker som kryber under Dynen naar den vilde
Ja g t , de Gales Tog, Gudernes R id t suser forbi
højt over deres Hoveder.
Min bedste Lærdom fik jeg fra Moder Jo r d ;
hun satte sit Præg i mig. Saa b lev jeg sendt til
Latinskolen i Odense. Det v a r Naturen der slap
mig, og Kulturen der tog mig i Nakken .