22 / 170
det fordi disse D yr nu ogsaa synes at være blandt
dem der dør ud her til Lands, En Sommerdag hen
ad A ften kom Oldenborrerne fygende S yd fra
som Fnug i en Snesto rm ; gik vi imod denne levende
S k y , piskede det os ind i Ansigtet ; snart v a r hvert
eneste Træ fyld t a f Oldenborrer og B ladene h alvt
opædte. Man kunde ryste Oldenborrer ned i Tøn
devis; det lidt der opsamledes brugtes til Svine
foder eller Markgødning. Disse Hærskarer a f D yr
mindede om det gamle Testamentes Græshoppe-
sværme over Æ g y p te n ; de maa være kommet helt
nede fra Tysk land , hvor langt de bredte sig erindrer
jeg ikke. Je g har ikke senere oplevet noget lig
nende.
Men ofte har jeg ved Foraarstid hørt den vilde
J a g t suse forbi i Mørket højt over m it Hoved,
A sgaardsridtet :
L ydt gennem N atten i L uften farer
e t Tog paa skumm ende sorte Heste,
de har Skyer til F o d e fæ ste --------
Det v a r Fugletrækket. Læg Øret til Foraars-
natten ; det kalder, piber, skræpper, kagler, fløjter,
synger fra Millioner smaa Struber, en fjern Musik
saa betagende som kun Naturens vidunderlige
Orkester kan skabe den. Trækfuglene fly v e r mod
Rede, Føde og Forplan tn ing, akku rat det samme
som driver Menneskene nede paa Jo rd en . Folke
vandringerne v a r saadanne Træk mod nye H jem .
Oppe ved Skyerne suser da de vingede Skarer