18 / 170
15
dem, bed
Rinaldo
dem ih je l; jeg nævner denne
Hund for det smukke N avn s S k y ld , han v a r op
kaldt efter en Italiener, Band itten R inaldo R inal-
dini. B aade han og Hunden er nu glemte.
Og saa Stranden, Fjorden , eller bare Dammen
hvor mine Skibe sejlede til fremmede Lande, og
det største Skib hed »Trods V ind og Vejr«. Og
Grøften der Fo raar og E fte ra a r v a r som en rivende
Flod langs hvilken man kunde foretage Opdagel
sesrejser helt ind paa andre Folks Jo rd e r. N aar
jeg tænker paa den Opdragelse jeg fik her synes
Bybørnenes mig fattig . S elv min senere Un iversi
tets Undervisning v a r langt ringere.
Der v a r desuden Landsbyskolen . Nu vil man
vel sige at den vist v a r svæ rt gamm eldags; men
for mig staar den snarere som forud for det mo
derne. V i gik Piger og Drenge sammen, kun sad
vi hver for sig, ligesom K vind er og Mænd gjorde
det i Landsbykirken . Den gamle Skolelærer
Tscher-
ning
, der tillige v a r K irkesanger, lærte de mindste
at regne med Smaasten som de m aatte sam le op
ude paa Vejen , og de større holdt han i A ve med
et Spanskrør. Om Sommeren mødte vi allesammen
barbenede. Undervisningen interesserede m ig ; jeg
har ikke glemt det Ind tryk det gjorde paa mig
da jeg første Gang saa et lille K o rt over En gland ;
jeg kan kende netop det K o rt hvis jeg ser det
igen efter saa mange Aars Forløb. Der v a r Religi
onstimer; men saa fik vi jo lært lidt om Jødernes